Meter i sekundet
Komediefilmen udkom i 2023 og havde premiere i Ringkøbing Biograf. Den er instrueret af Hella Joof og har Thomas Hwan og Sofie Torp i hovedrollerne.
Filmen bygger på Stine Pilgaards roman af samme navn fra 2020, som året efter modtog De Gyldne Laurbær, der uddeles af de danske boghandlere.
Filmen er optaget i 2022 i Ringkøbing-Skjern Kommune. Af locations kan nævnes Vestjyllands Højskole, Min Købmand i Velling og Havnegrillen i Ringkøbing, som i filmen er omdøbt til Hos Mulle.
Meter i sekundet blev den mest sete danske biograffilm i 2023 med 351.000 solgte billetter. I Ringkøbing Biograf blev det den mest sete film nogensinde og solgte omkring 6.000 billetter i løbet af den første måned efter premieren den 2. februar.
Filmen blev blandt andet støttet af Ringkøbing-Skjern Kommune med to millioner kroner.
Handling
Maries liv bliver vendt op og ned, da hun – lettere modvilligt – tager fra København til Velling i Vestjylland, fordi hendes livs kærlighed, Rasmus, har fået job som lærer på en højskole. Mens Rasmus hurtigt suges ind i højskolelivet, er mødet med Velling et kulturchok for Marie, der med sine malplacerede tirader gang på gang oplever, at hun ikke hører til blandt de lokale.
Langsomt begynder hun dog at lytte mere, end hun taler, og lærer, at Velling måske alligevel er et sted for hende – og at hun selv har noget at tilbyde det lille samfund med den brevkasse, hun skriver. Meter i sekundet er en film om at falde til i de korte sætningers land – og om at falde til i sig selv.
Medier
Du kan se den officielle trailer på Nordisk Films Youtube-kanal.
Samme sted kan se musikvideoen til titelsangen "Så ved man hvad man får", som vandt en Robert for Årets originale sang.